Har du et skarpt blik for arkitektur, en trænet pen og et kreativt hoved, har du nu mulighed for at bidrage til den fortsatte udvikling af VILLUM Window Collection som arkitekturformidler.
Vi er et lille team med mange forskelligartede opgaver der skal løses og nye ideer der skal afprøves. Museets kerneopgave er at formidle vinduets historie og udvikling og dets betydning for menneskers adgang til lys, luft og udsyn. Det gør vi både i en permanent udstilling, i skiftende særudstillinger og i en fysisk samling af historiske vinduer. Museet er åbent for offentligheden, men benyttes også internt af kolleger til møder, workshops, events mv. Vi er naturligvis også aktive på vores website, de sociale medier og i diverse publikationer.
Din rolle
Som arkitekturformidler i VILLUM Window Collection vil dine opgaver handle om:
Udstillingerne: Tilrettelægge nye og vedligeholde eksisterende udstillinger;
Guide: Omvise gæster i udstillingerne på dansk og engelsk;
Events: Deltage i planlægning og afholdelse af diverse events;
Hjemmeside: General ajourføring samt fornyelse af indhold på museets hjemmeside;
Sociale medier: Udvikle og producere indhold til vores SoMe-platforme;
Tryksager: Udvikle udstillingskataloger og diverse brochurer og publikationer om vores aktiviteter;
Vinduessamling: Indkøbe, registrere og beskrive historiske og moderne vinduer og vedligeholde vores database over samlingen.
Din profil
Du er uddannet arkitekt, kulturformidler, journalist eller noget helt fjerde med interesse for arkitektur. Du er god til at skrive og kan lave dækkende og inspirerende beskrivelser på både dansk og engelsk. Du er kreativ og idérig og har lyst til at være med til at præge og udvikle vores museum og formidling. Du trives i rollen som udadvendt omviser, og med dit gode drive, din inspirerende personlighed og med en god portion humor vil du passe rigtig godt ind i vores team.
Du er hjemmevant i SoMe-platforme, fx LinkedIn, Instagram og Facebook, og så lykkes du bedst i jobbet, hvis du også er en ørn til Photoshop og InDesign. Museet har mange forskellige opgaver og du er ikke bleg for at hoppe i en kedeldragt og et par sneakers og hjælpe til med praktiske opgaver sammen med os andre. Vi benytter os også af eksterne bureauer og samarbejdspartnere. Derfor vil du også have opgaver, hvor din rolle bliver koordinerende og du sikrer at deadlines overholdes og kvalitetssikrer leverancerne.
Vi tilbyder
En spændende stilling i et passioneret og professionelt miljø med gode muligheder for at bringe din faglighed og kreativitet i spil. De alsidige opgaver giver mulighed for både faglig og personlig udvikling. Du vil komme til at arbejde i et lille dynamisk og professionelt team med stor berøringsflade til både eksterne gæster samt kolleger i VELUX Gruppen, DOVISTA Gruppen, the FOUNDATIONS samt VKR Gruppens ejerkreds, der viser stor interesse for museets aktiviteter og strategi.
VILLUM Window Collection er opkaldt efter Villum Kann Rasmussen, der i 1941 stiftede VKR Gruppen og året efter udviklede VELUX ovenlysvinduet. Museet finder du i Søborg, hvor VKR Gruppen havde sit første hovedsæde. Læs mere om museet på: VILLUM Window Collection.
Er du interesseret?
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte museumsleder Dorthe Bech-Nielsen på telefon 2361 4260. Vi indkalder til og afholder samtaler løbende, indtil den rette kandidat er fundet. Vi ser derfor meget frem til at modtage din motiverede ansøgning og CV snarest muligt, dog senest 24. november 2024.
Region Hovedstaden,
24-11-2024
Dorthe Bech-Nielsen
Mobil: 23614260
Stine Thomsen
Telefon: 29674749
Maskinvej 4 2860 Søborg